Et middelalderligt børnesyn

Vi nærmer os et middelalderligt børnesyn


Jeg blev forleden spurgt, hvad jeg mener, den vigtigste diskussion omkring børn er i dag … curlingforældre, overdiagnosticering af psykiatriske sygdomme hos børn, inklusionsproblematikker i skolen, dårlig opdragelse etc. etc.


Jeg mener i virkeligheden, at den væsentligste diskussion bør være vedrørende det paradigmeskift omkring barndommen, vi er vidner til. Et paradigmeskift, der sender os tilbage til middelalderen i vores syn på børn!


I middelalderen varede barndommen, til man var stor nok til at bidrage til familiens opretholdelse, dvs. i 8-10 års alderen.

 

Hvordan børnene, efter den korte barndom, bidrog til familiens opretholdelse, var forskelligt afhængig af familiens status. De kongelige og adeliges børn indgik ægteskab (Margrethe I blev forlovet som 6-årig og gift som 10-årig som led i hendes fars magtkamp om de nordiske lande), borgerskabets børn blev oplært til at overtage forældrenes erhverv eller sendt på officersskole, og underklassens børn blev sendt ud at tjene!


Intet var helligt

Indtil da forventede man, at børnene passede sig selv, ikke var i vejen for de voksnes liv og i øvrigt opførte sig som voksne, der ikke var helt udvoksede.


Middelalderens børnesyn betød, at børnene var indviede i alt, hvad der foregik i de voksnes verden, så længe de ikke gik i vejen!


Man havde ingen tanker om, at der var emner, børnene skulle skånes for, eller som de skulle have formidlet på en særlig måde, netop fordi de var børn og derfor blev oplevet som forældrenes ejendom, snarere end som deres egne personer, som, fordi de var børn, havde særlige behov!


Hverken i omgang eller i klædedragt skilte børnene sig ud fra de voksne på anden måde end ved deres ringe størrelse!


Det samme børnesyn

I middelalderen beskæftigede man sig ikke med at opdrage børnene, hvor opdragelse her forstås som de bevidste tanker og handlinger, hvorved forældrene former barnets personlighed ved at videregive bestemte normer for adfærd, indsigt, værdier og holdninger … at forældrene fortæller og viser barnet, hvad man vil have, det skal gøre i bestemte situationer.


Børnene forventedes at absorbere de kulturelle koder gennem deres tilstedeværelse.


Først når barndommen var overstået, blev der iværksat en egentlig oplæring i form af sidemandsoplæring i den funktion, den lille voksne på 8-10 år skulle varetage.


Når jeg ser på de børnefamilier, jeg støder på i dag, finder jeg forbavsende store sammenfald med det middelalderlige børnesyn, omend forskanset bag moderne ord og vendinger!


Moderne børn er, på samme måde som middelalderens børn, vidner til alt, hvad der foregår i familiens liv, ofte uden filter eller uden særlige hensyn til, at der er børn tilstede.


Børnene forventes at leve deres eget liv i skoler og institutioner og ikke at være til ulejlighed for de voksnes livsudfoldelse. Omsorg, opdragelse og uddannelse er overladt til professionelle.


Uopdragede børn

Jeg oplever rigtig mange uopdragede børn, hvor ingen har gjort sig tanker om hvilke normer og værdier, man vil bibringe barnet, og hvor barnet overlades til selv at finde ud af at gebærde sig i de forskellige livssituationer.


Den tugtelse, man i middelalderen anvendte så flittigt, når børnene ikke kunne finde ud af dette, er nu overladt til professionelle, der, uden ris, men med specialpædagogiske virkemidler, skal forsøge at installere samfundets kulturelle koder i barnet.


Børnene er, som i middelalderen, klædt som de voksne, og vi har sågar opfundet begrebet ”tweens” til at beskrive, hvordan de 8-10 årige ikke længere er børn.


Seksualiseret tøj til børn

Det er ikke usædvanligt at se disse tweens med voksen-antræk som farvet hår, falske tatoveringer, store smykker og voksentøj, ofte af seksualiseret karakter, med høje hæle og bar hud, og forårets konfirmationer minder mere om bryllupper for voksne, end om fejringen af barnets anerkendelse af den kristne tro!


Fra samfundets side støtter vi forældrenes formodning om den korte barndom ved at tale om at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år(!), som Dansk Folkeparti for nyligt formulerede. Den tidligere regering nedsatte faktisk den kriminelle lavalder med 1 år til 14 år ud fra en tanke om, at så var man ikke længere barn/ung, men voksen nok til at kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. Selvom den senere er sat op igen, er tanken om at straffe børn og unge, at tugte dem, som i middelalderen, ikke væk i samfundsdebatten.


Intet nyt under solen

Samme samfundsdebat italesætter, gennem medier og enkelte voksne ”professionelle”, de unges seksualitet, som om både debuten og arten af seksuelle aktiviteter skulle have ændret sig til tidligere debut og mere avancerede aktiviteter. Det på trods af, at den seksuelle debutalder på omkring 15½ år stort set er uændret gennem de sidste 30-40 år, ligesom arten af seksuelle aktiviteter generelt ikke er anderledes end tidligere.


Der er altså heller ikke så meget nyt under solen på det seksuelle område, selvom nogle forsøger at udstille det således i medierne. Børn og unge er, som de har været i mange år. Det nye er, at de voksne forsøger at gøre børnene og de unge mere voksne, end de reelt er!


Dette afføder selvfølgelig spørgsmålet; hvorfor prøver forældrene at afkorte deres børns barndom?


Forældre er ikke klar

Mit bud på et svar er: Fordi de ikke selv er klar til at være voksne forældre, men vil fortsætte en uendelig ungdoms-tilværelse, hvor deres egne behov er det væsentligste, og hvor børn i hvert fald ikke skal være en forhindring for at gøre, som de altid har gjort … børnene må bare hænge på og se selv at blive unge så hurtigt som muligt, så far, mor og børn, iklædt ens tøj og med samme frisure, kan lege Peter Pan i skøn samdrægtighed!


Forældre er, erfaringsmæssigt, i stand til at fortsætte deres barnløse tilværelse selv med op til et par børn. Ved 3 børn begynder det at knibe, rent logistisk, og når man har fået 4 børn, tvinger omstændighederne en til omsider at overgive sig til at være forældre og opgive ungdomslivet … i hvert fald indtil man kan få børnene sparket ud af barndommen, så man igen kan leve, som var man teenager!


Børn er børn

Børn skal have lov til at være børn. Både fysisk, psykisk, i leg og mht. opgaver skal de behandles som de særlige individer, de er, og de særlige behov de har, fordi de er børn, må tilgodeses i hele deres barndom og ikke kun i starten.


For at børnene kan være børn, må deres forældre påtage sig ansvaret og acceptere, at de selv er voksne, sådan rigtig voksne, med ansvar, forpligtelser og behovsudsættelser i resten af deres liv!


Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk