Ferie med børn

Hold da helt ferie – med børnene


At blive afvist og vraget af sine forældre er noget, der sætter uudslettelige spor i et barns selvopfattelse og bevidsthed … ”ikke engang mine forældre kan holde mig ud”, og man kan, som udenforstående, undre sig over, hvordan det egentligt kan være, at forældrene ikke kan holde det barn ud, de selv har skabt, og hvis adfærd og opførsel er et resultat af den påvirkning og det miljø, forældrene selv har tilført barnet?


20 % af småbørnsforældrene sender deres børn i daginstitution, når de selv har ferie, viser en undersøgelse, Forældrenes Landsforening har foretaget.


Grundene hertil kan være mange, men, overordnet set, er ingen af dem rigtig gode nok … børn har behov for ferie, og de har behov for ferie med deres forældre!


Uddannelse til menneske

6 ugers ferie med børnene om året, hvor familien lader op, tager det roligt og vedligeholder kendskabet til hinanden, er ikke ret meget, når det er i familien, børnenes ”uddannelse” til et helt og harmonisk socialt menneske skal finde sted, og hvor ferierne ofte er det eneste tidspunkt, hvor familien er sammen 24 timer i døgnet.


Mange forældre fortæller, at de er bange for, at børnene skal kede sig, når der ikke er rejser og forkromede aktiviteter på menuen i ferien.


Institutionsbørn

Disse forældre sender deres børn i daginstitution i ferien, fordi de mener, at det er synd for dem at være hjemme, at de savner deres venner, og at forældrene ikke kan aktivere dem hele ferien. De benytter sig derfor af institutionernes ferietilbud, hvor der ofte er spændende udflugter med børnene i ferieperioden … og så er det egentligt også meget rart at kunne sende dem af sted, så man selv kan slappe lidt af! Men det er altså for børnenes egen skyld ...


Hvis man slapper bedre af uden sine børn end med sine børn, er det virkelig på tide at stoppe op og overveje, hvilken retning man er i færd med at dreje både sit og børnenes liv i.


En afvisning

Børnene oplever det, at de skal i institution, mens forældrene har ferie, som præcis den afvisning det er, uanset hvordan forældrene forklarer det for barnet og sig selv!


Det var måske på tide at ændre de påvirkninger og det miljø (den opdragelse), der gør, at forældrene har behov for at sende barnet væk for at kunne slappe af? Så er sommerferien lige præcis det rigtige tidspunkt at gøre det på!


Barndommens minder

3 ugers sommerferie er nok til at få grundlagt nogle nye vaner og rutiner omkring børnene og se resultatet af dem.


Så hvad med at tage barnets opdragelse alvorligt og finde tid til børnene i de 6 uger årligt, vi har ferie?


Venindefrokosterne, fitness-centret, løbetræningen og mountain-bike turen med vennerne kan godt udsættes i de få uger, uden at nogen lider uoprettelig skade, men barndommen kan ikke udsættes. Den kommer aldrig igen, og det er nu, minderne om barndommens sommerferier bliver til.


Hvis man, som forælder, finder det svært at undvære ego-aktiviteterne i ferien, bør man kigger godt og grundigt på sine prioriteringer.


Kærlighed og omsorg

Det er et valg at blive forælder. At få børn, hvis hele udvikling og trivsel er afhængig af forældrenes kærlighed og omsorg og ikke mindst deres tilstedeværelse i barnets liv, som kræves for at yde tilstrækkelig kærlighed og omsorg.


Det er et valg, man selv har truffet, og som barnet har behov for, at man står ved … ikke mindst i ferierne, de få, korte perioder hvert år, hvor vi har mulighed for at hellige os netop denne gerning, helt og fuldt!


Sjov for børn og voksne

En ferie med børn kan sagtens være sjov, spændende og afslappende for både børn og voksne, uden det behøver at koste en hel masse eller indebære rejser til solbeskinnede strande.


- Lav ritualer for ferien, noget familien gør hver eneste dag, hver eneste ferie, hver gang familien skal til stranden, i sommerhus, ud at køre langt i bil, flyve, på hotel, eller hvad der nu står på programmet. Ritualerne er med til at definere, at dette er en feriedag og sætte rammer om udfoldelsen, så det bliver genkendeligt og trygt for børnene.


- Lav i fællesskab, hele familien, en plan for ferien. Skal der gøres hovedrent eller udføres større gør-det-selv opgaver, så find nogle opgaver, børnene kan udføre og vis dem, hvordan de skal gøre det, så deres arbejde bliver en reel hjælp. Det er ferie, der er tid nok, så giv Jer god tid til at arbejde sammen med barnet og hygge jer med processen.


- Lav et budget for ferien. Lad hvert familiemedlem have én dag, hvor de bestemmer, både hvad der skal ske, og hvad der skal spises, indenfor budgettet. Hvis det er svært at finde på, kan man evt. skrive aktiviteter, som der kan vælges ud fra: en heldags strandtur, en tur i skoven, museumsbesøg, naturlegeplads, besøg i forlystelsesparker etc.


- Lav en to-do liste. Skriv en liste med ferieaktiviteter, familien skal lave sammen. Det kan være at læse en fælles bog, evt. som lydbog, lægge et stort puslespil, spille ludo hver aften, se bestemte film sammen, besøge bedsteforældre el. lign.


Overgiv Jer til ferien og overgiv Jer til børnene – til livet som børnefamilie!

Det er kun i ganske kort tid. En tid, som aldrig kommer tilbage, og som er så uendeligt berigende.


Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk