Inklusion i folkeskolen

Inklusion – problemet er alle de andre!

 

I starten af 2010’erne blev de støt stigende udgifter til specialundervisning af børn med mere eller mindre vidtgående handicap et problem for politikerne, og i 2012 vedtog Folketinget, at flere børn skulle inkluderes i den danske folkeskoles normalklasser.

 

Der blev ikke taget politisk stilling til hvilke handicap, der ikke længere skulle berettige til specialundervisning, men udelukkende beregnet en procentdel, der omtrent svarede til, at der skulle inkluderes et sådant barn i hver tredje klasse.

 

Filosofien bag var, at det er godt for alle børn at befinde sig i normalmiljøet, tilsat en god gang socialdemokratisk tankegods om at tilgodese det fælles, frem for individet!

 

Ikke en spareøvelse

Selvom det lignede en spareøvelse, udsprang inklusionen af en grundlæggende tro på, at det er muligt at finde plads, om ikke til alle, så i hvert fald 96 % af de danske skolebørn i folkeskolens normalklasser. Her kan de opleve sig selv som værdifulde, værdige og nødvendige elever i en folkeskole, som ikke bare kan rumme, men også undervise og udvikle 96 % af alle de danske skolebørn!

 

Vi skulle have en folkeskole som i gamle dage, hvor distriktsskolen var dér, hvor børnene gik i skole; et samlende element i lokalsamfundet, som underviste og udviklede alle elever!

 

Morgenaviserne har lagt spalter til mange historier om, hvor smertefuld og mislykket øvelsen sine steder har været, og man kan, som læser, komme i tvivl om, hvor vidt de smukke tanker og visioner bag inklusionsbølgen overhovedet kan realiseres.

 

2 ud af 3 er uændrede

Man spørger sig selv, om inklusionen af én enkelt handicappet elev med vidtgående behov i hver tredje klasse virkelig kan være skyld i alle de elendigheder, den beskyldes for ... 2 ud af 3 klasser har jo den samme elevmasse som tidligere!

 

En lærer med en ganske almindelig læreruddannelse bør jo være i stand til at tilrettelægge sin undervisning på en sådan måde, at denne ene elev kan udvikle sig fagligt, og en ganske almindelig skole bør vel være i stand til at opretholde en skolekultur, der gør, at disse ganske få elever med særlige behov kan trives og udvikle sig fagligt, socialt og menneskeligt!

 

Men hvis ”inklusionen” ikke er årsag til folkeskolens problemer i dagens Danmark – hvad bør vi så kigge på?

 

En forældet tankegang

Folkeskolen har, gennem årtier, været forskellige regeringers foretrukne arena for reformer, ændringer og lovindgreb, så man kunne mene, at der ikke var et eneste område, ”eksperterne” ikke havde haft fingre i ... undtagen altså lige den overordnede struktur og tankeramme omkring folkeskolen, der, stort set, ikke har ændret sig, siden den første skolelov i 1739 foreskrev, at der skulle indrettes skoler, så alle børn over 6 år – rig som fattig, skulle undervises i og ud fra den kristne lære og således tilegne sig regne-, læse og skrivefærdigheder som nyttige redskaber for ethvert menneske.

 

De eneste institutioner, jeg kan komme i tanke om, der har udviklet sig lige så lidt, er kirken og kongehuset!

 

Folkeskolen arbejder stadig, som om dens eneste formål er at hælde nøje defineret viden, i afmålte mængder, ind i de forudsætningsløse hoveder på børn, der, alle som én, er opdraget til betingelsesløst at adlyde autoriteter og voksne i almindelighed!

 

Læs lige det sidste afsnit igen ... lyder det som nogle børn, du kender?

 

For mens skolen har stået stille, har barndommen, børnene og deres familier forandret sig lige så meget som det omgivende samfund.

 

Velkommen i det nye årtusinde

Barndommen i 2010’erne er kort og begivenhedsrig, mættet med aktiviteter og fyldt med forventninger om grænseløs opmærksomhed og uendeligt forbrug.

 

Børnekulturen er kendetegnet ved selvstændige, selvoptagede børn, der gennem deres opdragelse har lært, at deres mening er, hvis ikke mere værd, så i hvert fald lige så meget værd som lærerens. Børn, som ikke har lært at behovsudsætte, og som er vant til at gå sejrrige ud af konflikter.

 

Staten, rengøringshjælpen, havemanden og maskinerne har overtaget de funktioner, der tidligere blev klaret af familien, og arbejde og selvrealisering fylder ofte mere end familien i forældrenes liv.

 

Når børn og familier af i dag støder sammen med kravene i folkeskolen af i går, er mulighederne for personskader store!

 

Det handler om de andre børn

Inklusionsproblematikken i den danske folkeskole handler derfor om alle de andre børn og ikke det ene barn i hver tredje klasse, der har et vidtgående behov!

 

Hvis den danske folkeskole skal undervise og udvikle 96 % af de danske børn, må den indrette sig på de børn og familier, som udgør dens målgruppe og sørge for at hjælpe familierne, så børnene kan trives og udvikle sig i skolen, være accepterede, ligeværdige og vellidte elever og kammerater, der på uproblematisk vis deltager i undervisningen, hvor de kan, og undervises på anden måde, når undervisningens emne, sværhedsgrad eller rammer overskrider deres begrænsninger.

 

Jeg kan næsten allerede høre det forargede hyl om, at ungdommen er af lave, og at forældrene bare skal anstrenge sig mere og især opdrage børnene, så løser skolens problemer sig ganske af sig selv!

 

Med andre ord, vi skal bare skrue udviklingen 200 år tilbage, så børnene passer til skolen!

 

Forældre gør mere end nogensinde

Forældrene gør alt, hvad de kan, og, vil jeg vove at påstå, mere end forældre nogensinde før har gjort. Alligevel mødes de med hån og arrogance, når deres børn ikke passer ind i den fælles skabelon.

 

At opdrage børn er hårdt og beskidt arbejde! Og når processen først er sat i værk, er man forældre, til man dør!

 

Man starter uden at ane, hvordan man gør, og de færreste får børn nok til at øve sig tilstrækkeligt på opdrager-håndværket til nogensinde at blive gode til det, men, alle som én, gør deres forbandede bedste!

 

De har derfor hverken behov for nedladende formaninger om forkerte prioriteringer og fortidige dannelsesmål eller luftige floskler om at tage magten i familien tilbage. De har brug for konkret, handlingsanvisende rådgivning med meningsfulde mål og korte opfølgningsintervaller!

 

Kvalificeret rådgivning

Forældre bør gives mulighed for hurtig og kvalificeret rådgivning og sparring som forebyggende og udviklende samarbejde omkring deres barn, før problemerne vokser sig så store, at forældre og skole eller daginstitution oplever eksklusion som den eneste mulighed for barnets videre trivsel og udvikling.

 

Rådgivningen skal have barnets trivsel, dets menneskelige, sociale og faglige udvikling som omdrejningspunkt, og fokus skal lægges på, hvordan de voksne omkring barnet kan hjælpe og støtte op om barnet, så det udvikler sig i overensstemmelse med sine forudsætninger.

 

Et klart mål

Målet for rådgivningen skal være, at der sker en målbar, positiv udvikling i barnets adfærd, trivsel, faglighed og/eller sociale reaktionsmønstre, og at forældrene går fra rådgivningen med klare aftaler, en dato for næste møde, et mål for periodens arbejde og med en klippefast tro på, at det nok skal lykkes.

 

Emnet for rådgivningen kan ikke på forhånd defineres, og man vil nogle gange finde sig selv i færd med parterapi, karriererådgivning eller ferieplanlægning, mens man andre gange bliver enige om, at barnets forudsætninger bør afdækkes yderligere gennem forskellige psykologiske undersøgelser.

 

Intet er for småt

Det er vigtigt at huske, at det er forældrene, der definerer, hvad der volder problemer i forhold til deres barn, så det på en god måde kan indgå i de rammer og strukturer, der er i folkeskolen – intet er for stort, og intet er for småt.

 

Gennem rådgivningen vil børnene opleve sammenhæng mellem skole og familie, overensstemmelse mellem de krav, der stilles begge steder, og tydelige, konsekvente og omsorgsfulde voksne, der sætter grænser, indenfor hvilke børnene kan udfolde sig, og udstikker rammerne for, hvordan udfoldelsen skal foregå.

 

Det er muligt, det ikke er folkeskolen anno 1739’s opgave, men hvis vi skal have en folkeskole anno 2016, hvor 96 % af børnene udvikles, undervises og uddannes, er det en uomtvistelig nødvendighed med en målrettet og kvalificeret rådgivning til børnefamilierne!

 

 

 

Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk