Magt og afmagt

Magt og afmagt

 

Man har nu, i flere dage og flere aviser, kunnet læse om en lærer, der blev fyret i forbindelse med magtanvendelse i en skole i Ølstykke.

 

Om læreren har slået eleven, da han slog og spyttede på hende, eller om hun har ramt ham uheldigt, da hun prøvede at stoppe et slagsmål mellem to elever, er i og for sig ligegyldigt – det, der er der interessant i denne sag, er, at den er et eksempel på det stigende antal magtanvendelser i det danske skolevæsen.

 

Flere og flere lærere står i situationer, hvor ord tilsyneladende ikke er nok til at stoppe uhensigtsmæssig adfærd hos eleverne!

 

Adfærden eskalerer og medfører fysiske overgreb, og de voksne omkring barnet, såvel forældre som lærere, står magtesløse tilbage og efterspørger specialskoler og en-til-en støttepædagoger!

 

Børn med ændret adfærd

Men kan det virkeligt være rigtigt, at så mange børn i det danske samfund er ude af stand til at fungere i normale rammer?

 

Den politisk iværksatte inklusion i folkeskolen bruger tal som 1 inkluderet handicappet elev i hver tredje klasse, men lærere og forældre beskriver kaotiske tilstande med mange ”normale” børn i hver eneste klasse, der udviser adfærd, der truer læring, trivsel og udvikling både hos dem selv og klassekammeraterne.

 

Er virkeligheden ikke, at ”normale” børns adfærd har ændret sig, og det derfor er vanskeligt at få folkeskolen til at fungere indenfor de rammer, vi er vant til?

 

Vi har at gøre med børn, som er vænnet til at være det midtpunkt, hvorom alting sig drejer, og som får opfyldt det mindste behov, næsten før det opleves. De er vænnet til, fra ganske små, at blive aktiveret, underholdt, forgudet og til, at der ikke er grænser. Hverken for hvad man kan ønske sig, hvad der er tilladt overfor andre, eller for hvor helt igennem fantastisk man er. Selv perleplade nummer 700, jappet sammen af en ligeglad femårig, får forældrene til at falde i svime, som stod de foran en hidtil uopdaget Rembrandt.

 

Dovne og selvoptagede

De børn, der starter i skole til august, vil, overordnet set, være dovne, selvoptagede, asociale, ude af stand til at behovsudsætte og uvillige til at beskæftige sig med noget, de ikke umiddelbart har lyst til.

 

De oplever sig som omnipotente og er derfor ude af stand til at navigere i et fællesskab, der stiller krav om at vente i køen, tage hensyn til andre, rydde op efter sig, følge regler, gøre som de voksne siger etc. Sådan er de, fordi de ikke har lært andet!

 

I 1529 skrev Erasmus af Rotterdam: ”Mennesker fødes ikke, de dannes”. Og den måde de dannes på, er gennem opdragelsen!

 

Opdragelse er, groft sagt, at man former sit barns personlighed ved at videregive bestemte normer for adfærd, indsigt, værdier og holdninger … at man fortæller barnet, hvad man vil have, det skal gøre i bestemte situationer.

 

Forskellen på uopdragne og uopdragede

Her vil jeg skelne mellem uopdragne børn, der er forsøgt opdragede med et tvivlsomt resultat og uopdragede børn, der simpelthen ikke er dannet til mennesker endnu, fordi ingen har forsøgt at ændre spædbarnets umiddelbare reaktioner, så de svarer til, hvad omgivelserne forventer af et ”normalt” barn!

 

Mit postulat er, at de mange problemer, vi hører om i Folkeskolen, skyldes den sidste gruppe!

 

I pædagogikken taler man traditionelt om forældrenes opdragelse af deres børn som primærsocialisering og samfundets, især skolens, påvirkning af børnene som sekundærsocialisering.

 

Børns socialisering

Socialisering er den proces, hvorved mennesker udvikler de kompetencer, normer og personlige egenskaber, der er nødvendige for at eksistere i den kultur, personen tilhører.

 

Folkeskolens sekundærsocialisering beskrives i formålsparagraffen som: ”At forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”.

 

Det er, forståeligt nok, en kompleks og uoverskuelig opgave, når forældrenes primærsocialisering, opdragelsen, ikke har fundet sted!

 

Primærsocialiseringen til at blive et menneske, der kan fungere i en kultur, hvor hensyntagen til fællesskabet, respekt for andres meninger, forståelse for-, og accept af, forskellighed og ligeværd er nøglesten i samfundets opbygning, starter fra barnet er ganske lille.

 

Gavmildhed, udsættelse af egne behov, overbærenhed, impulskontrol, empati, selvkritik, medfølelse, opmærksomhed på andre etc. er alle egenskaber, der udvikles gennem forældrenes primærsocialisering – eller ikke udvikles!

 

Hvad går galt?

Aldrig har forældre investeret så mange ressourcer i deres børn, aldrig har så mange børn været på ferier til eksotiske rejsemål, haft så mange forbrugsgoder og været mål for så megen opmærksomhed og kærlighed … så hvad er det, der går galt?

 

Hvorfor vælger forældrene at lade være med at opdrage deres børn, så børnene ender med at være en belastning for alle, inklusive børnene og forældrene selv?

 

Onde forældre

Min erfaring er, at forældre føler sig som ”onde mennesker”, når de skal opdrage og sætte grænser for deres børn og derfor prøver at overtale barnet til at gøre som forældrene vil, af ”egen, fri vilje”.

 

Mængden af ord, der bliver brugt af forældre til at overtale små børn til at gøre som forældrene ønsker, er kolossal, og børnene oplever tidligt, at de har det afgørende ord; vil jeg børste tænder, vil jeg spise gulerødder, vil jeg holde i hånd på den stærkt befærdede vej, vil jeg i seng, vil jeg sidde ved bordet og spise og så videre og så videre.

 

Misforstået hensyn

Ordflommen opstår ud fra en misforstået hensyntagen til barnets følelser, man vil så nødigt såre barnet med direkte tale, struktur og rammesætning, så man formulerer sig i høflige henstillinger og diskrete forslag.

 

Barnet forstår ikke alle disse ord, hvoraf ingen eller ganske få er opdragende i dén forstand, at de fortæller barnet, hvad det skal gøre i den aktuelle situation, og barnet overlades til selv at finde ud af, hvad det vil. Og hvad vil det uopdragede barn? Det vil have tilfredsstillet øjeblikkelige behov og gøre, som det har lyst til – ”Jeg vil ha’... NU! Så nogen må gi’ mig”.

 

Når disse børn skal sidde i en skoleklasse med måske 25 andre, mere eller mindre, uopdragede børn, kan det kun gå galt!

 

Kvalificeret hjælp til opdragelse

Folkeskolens sekundærsocialisering forudsætter forældrenes primærsocialisering, opdragelsen, og når den ikke er der, står lærerne med 20-25 fysisk store og slagkraftige børn, hvoraf fleres mentale habitus er som spædbørns, som de skal ”forberede til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”!

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uanset hvor mange inklusionskurser, vi sender lærerne på.

 

Hvis ikke forældrene får kvalificeret hjælp til at varetage primærsocialiseringen, opdragelsen, så børnene bliver i stand til at fungere i samfundet, hvad enten det er i folkeskolen eller på en arbejdsplads, kommer disse børn aldrig til at forsørge sig selv på samme niveau, som deres forældre har vænnet dem til at blive forsørget.

 

Og vi kommer desværre til at se mange flere eksempler på magtanvendelse i afmagt i den danske folkeskole.

 

Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk