Når angsten tager over

Når angsten tager over

 

Flere og flere børn kommer hos mig på grund af forskellige angstproblematikker, spændende lige fra en specifik, nærmest fobisk, angst for noget helt bestemt, til en generaliseret angst for alt muligt, som virker invaliderende på barnet.

 

Det er meget ulykkelige børn og forældre, der henvender sig efter at have prøvet alt fra bestikkelse til skæld ud – uden effekt eller det er endda blevet værre.

 

De klassiske problemstillinger er:

- Børn, der ikke kan sige farvel til deres forældre.

- Børn, der ikke kan sove ude.

- Børn, der ikke kan være alene.

- Børn, der ikke kan være i skole.

 

Angsten kommer snigende

Beskrivelsen af forløbet er som regel, at angsten er kommet snigende og er blevet mere og mere omfattende for til sidst at ende med, at barnet fuldstændigt nægter at gøre det, der fremkalder angsten, og nærmest går i panik bare ved tanken om at skulle gøre det.

 

Hvis familien indretter sig på denne adfærd og finder på måder at fungere på, uden at barnet skal konfronteres med det, der fremkalder angst, begynder angsten at titte frem på andre områder for til sidst at ende med at dominere ikke bare barnets, men hele familiens tilværelse i en sådan grad, at forældrene indretter deres arbejde, fritid og sociale liv efter barnets angstproblematik.

 

Imens bliver barnet mere og mere ulykkeligt, plaget og … angst!

 

Ingen børn vælger angsten, og angste børn har det forfærdeligt, også selvom det, udefra set, giver barnet en masse opmærksomhed og andre fordele.

 

Ingen selvtillid

De angste børn, jeg snakker med, har ingen selvtillid, oplever sig selv som dumme og uduelige, mener at de er en skuffelse for deres forældre og kan ikke selv forstå, at de ikke ”bare kan tage sig sammen”!

 

Børn med en sådan selvopfattelse har svært ved at få venner, har svært ved at tro på, at verden vil dem og vil dem noget godt, svært ved at kaste sig ud i skoleopgaver o.a., og de har svært ved at trives og udvikle sig i samme tempo som andre børn – det er truede børn!

 

En effektiv behandling

Det positive budskab i fortællingen om angste børn er, at der er en effektiv behandling, og jo før barnet kommer i gang med den terapeutiske behandling, desto hurtigere kommer barnet i trivsel igen!

 

Når jeg tænker på de angste børn, jeg har kendt, oplever jeg, at det er en bestemt type børn, der udvikler en angstproblematik – de er empatiske, hjælpsomme, følsomme, med høje krav til sig selv og store forventninger til, hvad de kan overkomme.

 

At vinde over angsten

Sådanne børn er gode samarbejdspartnere i et terapeutisk forløb, fordi de så gerne vil af med angsten. De arbejder hårdt og målrettet, og de oplever selv små fremskridt som store succeser, fordi de for første gang vinder over angsten!

 

Ofte ser jeg børnene igen senere i livet, når der opstår svære skift i deres liv, eller når der sker uforudsete ting.

 

Så kommer de på et kort besøg, hvor de lige skal have genopfrisket de redskaber, der hjælper dem med at undertrykke angsten og komme videre i deres liv … et liv, der ikke er præget af angst, men af den selvtillid, der følger med at vide, at de kæmpede den sværeste kamp – og vandt!

 

 

Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk