Søskende jalousi

At dele værelse


At problematisere, at børn skal dele værelse, er i bund og grund et luksusproblem, som størstedelen af verdens forældre ikke behøver at tage hensyn til, og som først er blevet aktuelt for danske forældre i løbet af de sidste 50 år!


Langt de fleste af verdens børn deler værelse, og mange af dem deler også værelse med deres forældre uden overhovedet at tænke over det!


Derfor kan man, uden dårlig samvittighed, roligt blive boende i den centrale og billige lejlighed, også når man får barn nummer to!


Konflikter

De fleste forældre forestiller sig, i en sådan deleordning, et stort værelse, hvor de søde små, i kærlig samdrægtighed, deler både værelse og legetøj, men når børn selv får lov til at agere, ender en sådan deling ofte med en demarkationslinje, hvor det på denne side er mit, og det på den anden side er dit … og fælles legetøj er en kilde til stadige konflikter.


Det er også vigtigt at huske, at der, med alder, følger en række krav, forpligtigelser og privilegier, som børnene skal have mulighed for at opfylde, også selvom de deler værelse med en lillebror eller lillesøster.


Søskendejalousi

Det er svært at undgå søskendejalousi, hvis man kun skal være stor, når man skal forstå at den lille kommer først, får mere opmærksomhed eller har andre fordele, men når man skal i seng, er man pludselig lille, og skal følge de samme regler som lillesøster!


Som forælder til børn, der deler værelse, er det vigtigt ikke at dele sol og vind lige, men at dele sol og vind efter alder, fortjeneste og behov og forstå, at det ikke er børnene selv, der skal ”finde ud af det sammen”, men forældrene, der nedlægger regler for, hvordan vi gør i vores familie; at lillebror selvfølgelig ikke må ødelægge det fort, storebror byggede med legoklodser i går, men at storebror ikke kan monopolisere alle legoklodserne i sit fort i al evighed, og at det er far og mor, der bestemmer hvor længe, fortet må stå.


Putte- og sovesituationen behøver ikke at være et problem, selvom børnene deler værelse … hvis man i øvrigt har lært sine børn at lægge sig til at sove!


Så kan man godt putte lillebror kl. 19 og lade storesøster blive oppe til kl. 20, få læst godnathistorie i stuen og liste ind og blive puttet på værelset, hvor lillebror sover trygt.




Løngangstræde 37B, 4.th. 1468 København K

Telefon 28 21 79 92, e-mail: sussi@sussineergaard.dk